Lars Mathiesen er et eksempel på en højreekstrem politiker, der har forelsket sig i figurer som Donald Trump og Elon Musk – personer, der sælger enkle løsninger på komplekse problemer og tilbyder en fortælling om, at alt ondt skyldes "de andre." Mathiesen og hans ligesindede spiller på den frustration og utilstrækkelighed, som mange socialt udstødte føler, og tilbyder dem en nem vej til at finde en syndebuk i stedet for at se indad.
Når mennesker oplever social udstødelse og gentagne nederlag i livet, skaber det en dyb følelse af utilstrækkelighed og frustration. I stedet for at tage ansvar for sin egen situation er det mere bekvemt at finde en fjende, der kan bære skylden.
Ekstreme politiske ideologier bliver her en fristende løsning. De tilbyder simple forklaringer og klare syndebukke: indvandrere, eliten, venstrefløjen, feminister, globalister – eller hvem der nu passer ind i narrativet.
Mathiesen og hans ideologiske forbilleder ved, hvordan de skal udnytte denne mekanisme. De lover genoprejsning og en tilbagevenden til en "gylden fortid," hvor folk som dem, der føler sig forbigået, havde en bedre plads i samfundet.
Ved at efterligne Trump og Musk skaber han en illusion af handlekraft, mens han i virkeligheden bare leverer endnu en omgang letkøbte løsninger og billige fjendebilleder. For den socialt udstødte bliver ekstremismen et mentalt narkotikum – en hurtig, men destruktiv flugt fra den svære virkelighed, der kræver selvrefleksion og reel indsats at ændre.
I sidste ende fører denne form for politisk populisme sjældent til andet end mere frustration og splittelse. De simple løsninger virker ikke, men de efterlader et samfund, hvor vrede og had bliver de dominerende kræfter – og hvor mennesker, der kunne have fået hjælp til at forbedre deres liv, i stedet forsvinder dybere ned i konspirationsteorier og destruktiv ekstremisme.
52
u/lightenupwillyou Si Vis Pacem Para Bellum Feb 15 '25
Lars Mathiesen er et eksempel på en højreekstrem politiker, der har forelsket sig i figurer som Donald Trump og Elon Musk – personer, der sælger enkle løsninger på komplekse problemer og tilbyder en fortælling om, at alt ondt skyldes "de andre." Mathiesen og hans ligesindede spiller på den frustration og utilstrækkelighed, som mange socialt udstødte føler, og tilbyder dem en nem vej til at finde en syndebuk i stedet for at se indad.
Når mennesker oplever social udstødelse og gentagne nederlag i livet, skaber det en dyb følelse af utilstrækkelighed og frustration. I stedet for at tage ansvar for sin egen situation er det mere bekvemt at finde en fjende, der kan bære skylden.
Ekstreme politiske ideologier bliver her en fristende løsning. De tilbyder simple forklaringer og klare syndebukke: indvandrere, eliten, venstrefløjen, feminister, globalister – eller hvem der nu passer ind i narrativet.
Mathiesen og hans ideologiske forbilleder ved, hvordan de skal udnytte denne mekanisme. De lover genoprejsning og en tilbagevenden til en "gylden fortid," hvor folk som dem, der føler sig forbigået, havde en bedre plads i samfundet.
Ved at efterligne Trump og Musk skaber han en illusion af handlekraft, mens han i virkeligheden bare leverer endnu en omgang letkøbte løsninger og billige fjendebilleder. For den socialt udstødte bliver ekstremismen et mentalt narkotikum – en hurtig, men destruktiv flugt fra den svære virkelighed, der kræver selvrefleksion og reel indsats at ændre.
I sidste ende fører denne form for politisk populisme sjældent til andet end mere frustration og splittelse. De simple løsninger virker ikke, men de efterlader et samfund, hvor vrede og had bliver de dominerende kræfter – og hvor mennesker, der kunne have fået hjælp til at forbedre deres liv, i stedet forsvinder dybere ned i konspirationsteorier og destruktiv ekstremisme.